Anfaldsmedicin
Korttidsvirkende anfaldsmedicin skal tages ved behov, dvs. hver gang der er astmasymptomer.

Den korttidsvirkende anfaldsmedicin (fx Bricanyl og Ventoline) er en efterligning af kroppens eget adrenalin og får musklerne omkring luftrøret til at slappe af, så luftrøret udvides, og der igen bliver plads til at trække vejret. Det gør det lettere for barnet at hoste slimet op fra luftvejene.
Det varer kun 1-3 minutter, inden anfaldsmedicinen virker, hvis den indåndes, men 1/2 til 1 time hvis det tages som mikstur.
Medicinen nedbrydes hurtigt, og virkningen er væk efter 4-6 timer. Derfor må behandlingen gentages hver 4. time.
Ufarlige, forbigående bivirkinger
Enkelte børn kan få kortvarige bivirkninger i form af uro, rysten på hænderne og hjertebanken den første time efter medicinen. Det er ubehageligt, men helt ufarligt.
Medicinen giver heller ikke risiko for afhængighed, tilvænning eller andre bivirkninger, selv om den bliver brugt over længere tid.





